
Rådgivning: at støbe fundamentet
Rådgivning er relevant, når I har en situation, som kan forbedres med kommunikation – men I mangler at udvikle hvad og hvordan (og nogle gange også hvorfor). Måske starter I fra blankt papir, eller måske har I allerede tanker og planer for en retning. Sammen vender vi de strategiske valg, der er nødvendige for at jeres kommunikation ender med at gøre det, den skal. Det kan f.eks. munde ud i en strategi, en kommunikationsplan eller præcise formuleringer af jeres budskaber. Derfra kan I eksekvere det selv, med andre dygtige folk, eller vi kan fortsætte samarbejdet. Uanset det videre forløb støber rådgivningen et sikkert fundament for kommunikationen.

Tekster: retoriske hænder på tastaturet
Artikler, powerpoints, pressemeddelelser, brochurer, taler, blogs osv. Kort sagt: Kommunikation i praksis. Den konkrete skabelse af de konkrete produkter, der skal have den ønskede effekt på den ønskede modtager ved hjælp af de rigtige ord. For en strategi eller kommunikationsplan er jo først noget værd, når den bliver ført ud i livet. Her hjælper min retoriske sproglige værktøjskasse med at skabe tekster, der følger den strategiske retning. Som er klare, præcise og levende. Og som også i udtryk, tone og stil er tilpasset dem, der nu er modtageren. Sådan sikrer vi, at den udførte kommunikation faktisk gør det, den skal.

Kurser: færdigheder, der fænger
Vi kender alle sammen én, der kan tale, så alle lytter. Som indtager ølkassen med selvfølgelighed. Og nogle mennesker har bare uretfærdigt kort til de fængende ord. Men heldigvis kan overbevisende kommunikation læres. Det handler nemlig lidt om talent, men mest om teknik, øvelse og erfaring. Jeg skruer kurser sammen til organisationer, der vil skærpe færdighederne i f.eks. mundtlige præsentationer eller klar og fængende skrift. Det kan være korte oplæg, dagskurser eller længere feedback-forløb. Altid med klare læringsmål, tilpasset deltagernes niveau og behov. Og altid med kufferten fuld af brugbare råd, konkrete eksempler og praktiske øvelser.